Vibeke

Vibeke er i 40'erne og bor i Sønderjylland

De mennesker, der har påvirket mig mest i barndommen, er min mor og stedfar. Min mor har jeg altid opfattet som værende vred på mig i én eller anden grad. Det var ikke let for mig at gøre hende tilfreds med noget og hun virkede altid irriteret. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor min mor ikke gav mig bort, når hun nu ønskede mig så lidt. I mange år troede jeg, at det var fordi, hun nød at ødelægge mig, men nu ved jeg, at det var fordi, hun ikke besad evnen til at opfylde basale behov og ikke kendte følelsen af, hvad der var rigtigt og forkert.

Min stedfar var slet ikke sådan. Han har måske nok handlet efter det, han mente var rigtigt, men særlig god var han altså ikke. Aldrig har jeg mødt en mand med så meget galsindet ondskab som min stedfar. Men selvom det var ham, der slog mig, var det også ham, der kom plaster på – ham der skældte mor ud, når hun tvang mig til at gå på min brækkede fod – ham der sørgede for, at jeg blev bragt på sygehuset, når skaderne var for slemme – ham der bagte pandekager med is – ham der tog os med i Tivoli og på Bakken. Kort sagt ham der gav os en smule kærlighed og omsorg.

Som barn fandt jeg ud af, at jeg bedre kunne klare min stedfars berøring, hvis jeg lukkede af for følelserne. Langsomt fik det smerten inden i mig til at forsvinde. Jeg blev som en robot – jeg snakkede ikke – smilte ikke – græd ikke. Det fik min stedfars overgreb til at blive mere utilregnelige og det kunne nu ske på alle tider af døgnet. Volden blev mere voldsom og han virkede som om, han kun ønskede at få mig knækket. Det kunne han så også, indtil jeg var så følelsesløs, at heller ikke det rørte mig mere.

Når det alligevel gjorde for ondt bedøvede jeg smerten med alkohol, men det holdt ikke længe. Så blev smerten større end det at være beruset, og jeg måtte finde nye veje: alkohol, hash, speed og kokain. Efter 6 år kunne jeg ikke finde noget, der kunne dulme smerten, så jeg prøvede det hele i en blanding. Det fik det sorte hul inden i til at blive til virkelighed. Jeg blev fundet med det hvide vendt ud af øjnene. På sygehuset kom en læge og snakkede med mig. Han sagde, jeg var tæt på at slå mig selv ihjel. Min eneste tanke var: ”Og hvad så?”

Kærligheden som jeg kendte den, kunne jeg opnå ved at prostituere mig selv. Det var også på den måde, jeg fik mange materielle ting.

Som ung syntes jeg, at mit liv var godt. Det var kun, når jeg tillod mig selv at mærke efter, at jeg vidste, at noget var galt. Det fik mig til at flygte, flygte til noget nyt og dog det samme, for jeg kendte jo ikke andet: At jeg ingen ret havde til at stille krav, at jeg ikke måtte sige min mening, at det var OK at mænd måtte bruge min krop. Kort sagt havde jeg ingen ret. Jeg skulle kun behage andre, det blev en livsstil for mig. Jeg følte, jeg gjorde det rigtige, så andre ikke kunne klage over mig. Det var som at være i et mørke, et koldt mørke jeg var fanget i.

Måske skal jeg takke min mor for at gøre mig anderledes end mine søskende. Hvis vi skulle have ens tøj eller sko, skulle jeg altid have en anden farve end de andres. Det gav mig meget tidligt en følelse af at være anderledes. Det at blive gjort anderledes gav mig muligheden for at reagere anderledes: Jeg formåede at bryde den is, der omgav os alle.

Jeg formåede at kæmpe og frigøre mig fra min mors utrolige besiddertrang for at eje os og have magten over os. Det eneste det ikke hjalp på, var smerten ved ikke at være elsket.

I en alder af 42 år må jeg indrømme, at alt ikke er, som det burde være. Jeg ved, at både jeg og mine børn, har betalt en stor pris for mit manglende kendskab til livet. Vores redning blev, at mennesker omkring os så signalerne. Både skole, børnehave og livsstilscentret i Haderslev gjorde kommunen opmærksom på os og min livs sværeste kamp tilbage til livet startede hos en psykolog. Det var hende, en sagsbehandler og en socialpædagog der blev mine redningsplanker i det smertefulde kaos, jeg skulle ind i for at blive ét med mig selv, og føle mig som et helt menneske.

I dag ved jeg, hvad det vil sige, at blive sin egen gode omsorgsfulde forælder. Den lille pige er blevet voksen: hun formår at give omsorg og kærlighed både til sig selv og ikke mindst til andre. Jeg ved, at jeg elsker mine børn – blot fordi de er til. Kun jeg kan mærke, at de formår at åbne en dør i mig. Jeg har lukket dem ind i den varme, som findes dybt inde i mig.

Jeg ved, at jeg er nået langt. For i dag kan mine børn elske andre, de kan tage imod kærlighed, de tør drømme, de tør sige fra, de tør udtrykke det, når livet gør ondt, de tør vise glæde ved livet, de tør alt det, jeg altid har savnet. Jeg ved, de får deres egne familier. De vil finde trygheden i at have dem og have hinanden.


Læs mere på Vibekes hjemmeside: www.vibekel.dk