Lissi

Lissi er i 60'erne og fra Fyn

Jeg er vokset op med fire søskende, og jeg er blevet misbrugt, siden jeg var… jeg vil ikke sige, lige fra jeg blev født, men det er i hvert fald meget tæt på. Jeg synes, min opvækst var svær. Jeg følte mig enormt alene og havde altid ondt i maven.

Da jeg var 4 år, gik jeg hjemmefra. Jeg var væk i 4 timer og nåede rigtig langt væk. Det er nok den mest fantastiske tur, jeg har været på: Der var ro, varme, glæde og håb. Jeg kom ind til nogle meget fantastiske mennesker, men de kontaktede desværre politiet, og så røg jeg hjem igen. Dér blev der slukket for alt mit håb. Der var ikke mere tilbage.

Da jeg var 18 år, prøvede jeg at begå selvmord ved at tage alt det medicin, jeg havde. Jeg synes mit liv var fuldstændig håbløst.

Jeg har sådan et mønster, der hedder *uddannelse, arbejde, sygemelding* og så forfra igen. Det har kørt sådan helt indtil nu, hvor jeg er 60 år. På et tidspunkt så jeg mønsteret: Når jeg har været på en arbejdsplads i to år, så bliver det rigtig svært for mig at være der, og så siger jeg op. Da jeg var i starten af fyrrerne, begyndte jeg at kunne mærke, hvor ondt det gjorde i livet, og så startede jeg i terapi for første gang: Det var først dér, jeg blev klar over, hvad det egentlig var, jeg voksede op i.

Lige nu har jeg det sådan, at jeg synes, at jeg på mange måder har et rigtig godt liv i perioder og så er der nogle dage, der lægger mig fuldstændig ned.

Jeg kæmper med ensomhed og jeg kæmper med at føle mig udenfor – ikke være en del af fællesskabet. Jeg er også ekstremt på vagt i perioder. Og det er udmattende til døden.

Nogle gange så tænker jeg: Hvordan overlevede jeg? Hvor fik jeg den styrke og vilje fra? For hvis ikke jeg havde den, så var jeg lagt ned og måske var jeg her slet ikke. Jeg synes, jeg har en ekstrem ukuelighed. Jeg har turdet gå ind i intensive terapiforløb og har turdet mærke smerten. Den smerte jeg ikke kunne bære som barn.

Jeg har slået knuder på mig selv, jeg har grædt, jeg har haft ondt over det hele, jeg har ikke sovet, jeg har næsten ikke kunnet være til, men jeg har gjort det. Og uden det mod til at gå ind i smerten havde jeg ikke været her i dag. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis min styrke og handlekraft var blevet brugt på et job, så er jeg sikker på, at jeg i dag havde haft en superkarriere med høj løn.