Kurt

Kurt er i 60'erne og bor i Randers

Jeg hedder Kurt Kyed. Jeg er vokset op på Amager, men har boet i næsten alle landsdele – Bornholm og Fyn dog undtaget. Jeg er den ældste af 3 søskende.

Jeg blev misbrugt seksuelt af min mor, fra jeg var ca. 9 månder og til jeg blev teenager. Hendes overgreb startede ofte med vold. Efterhånden som volden eskalerede mistede hun fuldstændig kontrollen over sig selv, og volden fik mere og mere seksuel karakter.

Min mors overgreb betød blandt andet, at følelsen af at være forkert har domineret min grundstemning, lige så langt tilbage jeg kan huske – forkertheden har i al den tid haft et trofast følgeskab af selvmordstanker. I alle sammenhænge har jeg oplevet en voldsom ensomhed. Indtil jeg begyndte at arbejde med følgerne af overgrebene var jeg ude af stand til at indgå i normale relationer med andre mennesker – blandt andet fordi jeg ikke var i stand til at tage imod noget fra andre. Jeg har altid været overbevist om, at andre mennesker dybest set helst ville være fri for mig, og at jeg, uden at ville det, kun kunne skade andre.

Frygten, for at andre mennesker skulle opdage hvor forkert jeg er, har også fyldt meget i mit forhold til de mennesker, jeg var sammen med – jeg kunne på ingen måde være naturlig, og være det menneske jeg nu en gang er – jeg kunne kun forsøge, at være som jeg troede, andre ville have mig. På et tidspunkt mistede jeg til fuldkommenhed fornemmelsen af, hvem jeg er, hvad jeg ville og hvad jeg mener om alt muligt, og værst af alt: jeg mistede helt fornemmelsen af at have grænser.

Når jeg blev mobbet i skolen, forekom det mig at være en naturlig følge af alt andet i mit liv, ligesom at det blev en del af livets betingelser, at min mor slog mig, når jeg kom grædende hjem fra skole efter at være blevet mobbet. At hun slog og derefter krænkede mig seksuelt bekræftede bare min forkerthed.

I skolen fik de voksne en fornemmelse af, at der var noget galt, og jeg blev sendt til psykolog. Jeg var 7 år på det tidspunkt. Psykologen sendte mig til en børnepsykiater, som konstaterede, at jeg var mærkelig, og at jeg havde svært ved at sove om natten. Han ordinerede mig sovepiller med den begrundelse, at hvis jeg fik sovet om natten, så holdt jeg nok op med at være mærkelig. Allerede den første gang jeg fik sovepillerne, reagerede jeg på dem som en misbruger: Da virkningen indfandt sig, synes jeg den var fantastisk, og sørgede derfor for at holde mig vågen, så jeg kunne mærke rusen. Sovepillerne betød, at jeg glædede mig til at komme i seng og mærke rusen – det var dejligt at blive fri for følelsen af forkerthed. I dag er de piller, jeg fik, efterspurgte på det sorte marked – Rohybnol hedder de.

Da jeg var 12 år, blev pillerne taget fra mig, og få uger efter drak jeg for første gang øl. Inden jeg havde drukket den første, vidste jeg, at jeg havde fundet erstatningen for sovepillerne. Fra den dag var mit liv styret af alkohol- og stofmisbrug. Ikke fordi jeg indtog stoffer eller alkohol hver dag, men fordi min hjerne konstant var optaget af, hvornår jeg kunne få den næste rus. Denne optagethed af den næste rus skuppede selvmordstankerne i baggrunden – de var der stadig, men blev overskygget af trangen til en rus.

På grund af min mors overgreb havde jeg den opfattelse med mig, at jeg kun kunne opnå kvinders anerkendelse ved at lade mig undertrykke. Derfor indgik jeg i parforhold med kvinder som gerne ville undertrykke – ofte kvinder som var fysisk voldelige. Disse forhold holdt aldrig ret længe.

Tanken, om at jeg kun kunne opnå berettigelse ved at lade mig undertrykke, har også fulgt mig på arbejdsmarkedet. Kombinationen af mit stigende misbrug, tendensen til at lade mig undertrykke og min oplevelse af at være fuldkommen forkert har ført til, at langt de fleste ansættelsesforhold, jeg har indgået i, har været af kortere varighed og sandsynligvis har været meget lidt givtigt for min arbejdsgiver.

Forestillingen om at være forkert og til gene for alt og alle har begrænset min evne til at indgå i venskabelige relationer på næsten samme måde, som jeg har haft svært ved at være på arbejdsmarkedet. Efterhånden som mit stof- og alkoholmisbrug udviklede sig, kunne jeg indgå i fællesskaber, hvor rusen var omdrejningspunktet – men tro mig: den slags relationer har sjældent andet indhold end rusen.

Set i bakspejlet har mit misbrug af alkohol og andre rusmidler hjulpet mig til at holde de psykiske smerter og selvmordtanker på afstand.

Jeg nåede et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere kunne skjule for mig selv, at mit stof- og alkoholmisbrug var et problem. Jeg gik til et møde i AA, og har været ædru og clean lige siden.

Den første tid i AA var nærmest euroforisk. Jeg havde fundet en god måde at leve på. Men selvmordstankerne fik frit løb, fordi jeg var clean og ædru – og da de fik det, var jeg nødt til at indse, at jeg har haft disse selvmordstanker altid. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne holde mig clean og ædru på den måde, så jeg var nødt til at bede det offentlige om hjælp.

Den hjælp fik jeg på Sydgården – jeg kom i et 3 måneders terapeutisk forløb, og under dette indså jeg, at jeg havde fortrængt min mors overgreb, og at de havde betydet rigtigt meget for mit livsforløb.

Jeg indså også, at den adfærd jeg havde udviklet på grund af min mors overgreb, måske nok var min mors skyld, men hvis jeg ville forandre adfærd og opnå et bedre liv, så var det alene mit ansvar. Så med terapeuters hjælp kom jeg i gang med dette stykke arbejde – det har stået på lige siden, og jeg har været så heldig, at jeg har kunnet bruge den samme terapeut i alle de 15 år, der er gået. Han hedder Sven Claudi.

Heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg synes, at det terapeutiske arbejde med mig selv er spændende og givende – jeg er indtil nu ikke stødt ind i, at jeg bliver træt af arbejdet, og det er jeg taknemmelig for.

Parallelt med det terapeutiske arbejde har jeg gennem årene fulgt fælleskabet i AA – dette fællesskab har givet mig et tilhørsforhold blandt mennesker, som ønsker at gøre rigtigt meget for at opnå så høj en grad af tilfridshed med livet som muligt – at dette fællesskab findes, er jeg taknemmelig for.

Jeg kan ikke tydeligt nok fremhæve den værdi, det har for mig, at jeg har mødt en kvinde, som har stor forståelse for det, jeg har været igennem, og som altid har en indlevende interesse i det, som foregår inden i mig. Sammen med hende har jeg stille og roligt haft mulighed for at udvikle den tillid, der skal til for at indgå i et gensidigt givende kærlighedforhold – den kærlighed jeg oplever sammen med hende, er jeg dybt, og i stigende grad, taknemmelig for.

Mine timer i hverdagen bruger jeg som udviklingsmedarbejder i Socialpsykiatri og Udsatte Voksne i Aarhus kommune, hvor jeg har mulighed for at bruge de erfaringer, jeg har gjort mig på min vej imod et bedre liv – det er jeg rigtigt taknemmelig for.

I 2014 udkom min bog BARNDOMSNATTEN I DAGENS LYS, som handler om koncekvenserne af min mors overgreb og mit arbejde frem imod et bedre liv. I kølvandet på denne udgivelse har jeg fået kontakt til mange mennesker, som har været udsat for overgreb, og lærer rigtigt meget af dem – disse nye kontakter er jeg meget taknemmelig for.

I tilbageblik kan jeg godt spørge mig selv, om noget kunne have været anderledes, men det er ikke meget, jeg er i stand til at forestille mig anderledes, end det har været. Jeg kunne selvfølgelig godt have tænkt mig, at jeg ikke havde været så voldsomt udsat for vold. Jeg kunne også godt tænke mig, at have været fri for det store misbrug af alkohol og stoffer, men på den anden side er jeg ikke sikker på, at jeg havde overlevet uden.

I en lang periode var jeg til knyttet psykiatrien, både ambulant og under indlæggelse. At man ikke i den sammenhæng fandt ud af, at jeg havde et misbrugsproblem, og at jeg er incestoffer, kan jeg måske godt undre mig over.

Jeg er overbevist om, at psykiatrisk personale ønsker at gøre deres arbejde til så stor gavn for patienterne som muligt – de er bare ikke rustet til at rumme mennesker, som har været udsat for incest – det er uheldigt, fordi mange af deres patienter har været udsat for netop dette.

Jeg er rigtigt glad for det liv, jeg har idag. Jeg glæder mig dagligt over de forbedringer, jeg har opnået i mit liv, og over den måde jeg får lov at bruge mine erfaringer på til gavn for andre.

Jeg støder til stadighed ind i ting, som er svære at håndtere på grund af min fortid, men heldigvis har jeg stadig min terapeut og andre kilder til god hjælp.

Det liv, jeg lever i dag, er et resultat af rigtigt mange adfærdsændringer. Min nye adfærd strider på mange måder imod det, som jeg er blevet indpodet under min opvækst. Det betyder, at jeg skal vedligeholde adfærdsændringerne, hvis jeg ikke vil falde tilbage i det gamle mønster – så det forsøger jeg, så godt jeg kan – det lykkes ikke altid, men jeg kommer altid tilbage på sporet igen – i høj grad takket være min kone, fællesskabet i AA og min terapeut.

Det kan godt lyde, som om det er besværligt, at leve som jeg gør, men det bliver på mange måder en livsstil, og for mig er den meget tilfredsstillende – og det er vel det, det drejer sig om.