Ina

Ina er i 30'erne og fra København

Ina er i 30’erne og fra København

Jeg er vokset op i et hjem, hvor jeg ikke var tæt på mine forældre. Jeg skulle helst ikke fylde noget – gerne pakkes væk på mit værelse og holde mig der. Jeg kan huske lidt fra overgrebene. Ikke det hele. Jeg husker mest, at jeg lukkede øjnene og forsvandt ind i mig selv.

Mit gæt er, at min barnepige aflurede, at jeg var bange for mine forældre. Hun plejede nemlig at sige, at hvis jeg fortalte nogen om overgrebene, så ville hun sige til mine forældre, at jeg ikke havde opført mig ordentligt overfor hende. Det ville ende med tæsk, så jeg lod som ingenting.

Fra jeg var 5-6 år, havde jeg mange tanker om at begå selvmord. Jeg ville ikke leve mere. Jeg fantaserede om, at jeg blev halshugget i søvne. Jeg tænkte, at den måde ville gå hurtigst med mindst mulig smerte. Det var mit ønske. For så ville jeg ikke opdage noget.

For to år siden, ud af den blå luft, begyndte jeg at kunne huske nogle episoder med min barnepige. Det var selvfølgelig ret sygt og skræmmende, så jeg snakkede med min terapeut om det. Min terapeut sagde, at hun havde tænkt over, at der var mere galt, end ‘bare’ tæsk og omsorgssvigt. Hun vidste godt, at jeg havde fortrængt noget mere….

Ja…… så det var selvfølgelig meget voldsomt…. Men der var også mange ting, der pludselig begyndte at give mening. Med hensyn til mit seksuelle liv og mine grænser.

Det er helt vildt, hvor mange senfølger omsorgssvigt, tæsk, overgreb osv., kan give. Den senfølge, fra de seksuelle overgreb, der var mest fremtræden hos mig, har været ‘frivillig voldtægt’. Altså at have sex uden at have lyst men jeg gjorde det fordi, at det var det, jeg var vant til. Det var en ‘nem’ måde at få bekræftelse på. Dengang var jeg dygtig, fordi jeg gjorde, hvad min barnepige bad mig om. Hun bekræftede mig. Den ‘frivillige voldtægt’ er nok en af de ting, der gør mest ondt at kigge tilbage på.

Det var jo rædselsfuldt. Jeg lukkede øjnene, ‘forsvandt fra mig selv’ og gik ind i en rolle.

.
Alle de steder jeg har boet under min opvækst, har der været nogle bedsteforældretyper, som jeg kom meget hos. Der var specielt et ældre ægtepar, hvis barnebarn jeg legede med. De behandlede mig nærmest som deres eget barnebarn og tog mig med på sommerferie. De har ikke vidst, at der er foregået noget skidt hjemme hos mig.

De har givet mig så meget glæde! Livsnødvendig glæde var det – dengang. De var faktisk mit eneste lyspunkt. Jeg tror, at jeg havde begået selvmord, hvis jeg ikke havde haft dem.

De gav mig lov til at være et barn, bekræftede mig fordi, at jeg var mig og gav mig omsorg.  Tre ting der er livsnødvendige for, at et barn skal trives.