Annette

Annette er i 50'erne

Min historie med overgreb starter, da jeg er 2-3 år. Krænkeren var den, der rejste rundt til hele vores familie. Han var vellidt, hjælpsom og villig til at give en hånd med, hvis der var brug for det.

Da jeg var tre år, gik jeg en aften ind til min mor og far og fortalte, hvad han gjorde ved mig. Min mor rejste sig halvt op i sengen, greb fat i mine arme, rystede mig vredt og bad mig om at tie stille øjeblikkelig. Så smed hun mig hårdt ned på sengen og vrængede: ”Læg dig til at sove!” Jeg forstår i dag, at hun har været bange. Det øjeblik var med til at forme mig som person. Jeg kan stadig fremkalde følelsen, der kom til mig dengang. Det var en følelse af at være ”Palle alene i verden”. En total ensomhedsfølelse. En følelse af at være forkert. Der gik mange år, inden min krop kunne hvile i det.

Skammen fylder meget i mine relationer og er nok hovedårsagen til, at jeg ikke tør åbne mit inderste over for nogen. Skammen er skyld i, at jeg har forladt min hjemegn og er søgt til steder, hvor ingen kender mig.

Som en konsekvens af mine senfølger, og fordi jeg har svært ved at bede om hjælp, er jeg gået ned med stress og depression. Jeg har bare tonset derudaf uden at tage hensyn til mine behov og mine grænser. Min stærke viljestyrke og ansvarsbevidsthed har holdt mig oppe i årevis, hvor jeg for længst skulle være stoppet op og have set på, hvad det var, jeg udsatte mig selv for.

Jeg ser mig selv som en fornuftig, ansvarsbevidst, stærk kvinde med en vilje af stål. Jeg har lært, at hvis jeg møder udfordringer, så skal jeg klare det selv. Jeg ser mig selv som en kæmper. Jeg beder ikke om hjælp. Så kan man diskutere, om det er positivt eller negativt.

En anden ting er, at jeg ikke har set mig selv som offer. Jeg tager ikke bekymringerne på forskud. Jeg har tendens til at tænke, at når der kommer udfordringer, er det fordi, de skal løses.

Noget der har styrket mig, er, at jeg føler mig tryg i naturen. Jeg har brugt naturen meget. Især i de perioder, der har været svære. Jeg elsker livet og at være til.

Min styrke og ansvarsbevidsthed har gjort, at jeg aldrig er i tvivl om, at jeg kommer til at klare mig. Jeg har været alene med mine børn og opdraget dem alene, og der har ikke været et øjeblik, hvor jeg tvivlede på, om jeg også kom til at klare det.

En meget vigtig pointe er, at hvis jeg ikke havde haft min ukuelighed, ville jeg nok ikke have været i stand til at søge hjælp, dengang jeg bare fik det værre og værre.