Helene

Helene er i 50'erne og bor i Storkøbenhavn

Min far var den, der sørgede for mine daglige fornødenheder som barn. Han var hele familiens omsorgsperson. Min mor var jeg dødsensangst for. Hver gang hun ville have mig til noget, vidste jeg, at det modsatte ville være det, der var bedst for mig. Jeg var den person i familien, der var forkert, ifølge min mor. Det var mig, der var skyld i alt, hvad der gik galt.

Selvom min far passede på mig og satte mig op på en piedestal, var han også den, der foretog de seksuelle overgreb og med tiden involverede andre mænd i det. Han døde, da jeg var ti år.

Siden da var jeg alene i fjendeland, og det var en åbenbaring for mig, da en veninde inviterede mig ud at cykle, og på den måde viste mig, at jeg kunne undslippe min mors magt ved simpelthen at forlade huset. Mine få venskaber har været noget af det, der gjorde, at jeg overlevede som menneske.

Min ungdom var præget af massive angstanfald. Rædslen kunne udløses af en lille ting, som sommerfugle der baskede omkring mig. Mine sanser, følelser og krop var lukket ned for ikke at huske, men nervesystemet var samtidig overfølsomt, og jeg isolerede mig fra alt, hvad der kunne udløse angsten. Og det var mange ting.

Jeg dyrkede sex i flæng, for jeg troede, at det var på den måde, jeg kunne få en kæreste, som kunne give mig den nærhed og tryghed, jeg længtes efter. Men de mænd jeg fandt sammen med, var alle misbrugere, og jeg gennemlevede blot barndommens overgreb én gang til.

Efter min fars død led jeg af smertefulde anfald af voldsom hovedpine. Først da jeg blev 38 år, blev det diagnosticeret som Hortons Hovedpine, der er tilbagevende anfald af klyngehovedpine, og som kun kan lindres ved hjælp af særlig medicin. Hovedpinen blev efterhånden kronisk og efter mange års massivt medicinforbrug, blev jeg alvorligt syg af følgevirkningerne.

Angsten for at dø fra mine to børn betød, at jeg begyndte at følge min intuitive fornemmelse af, at der var en sammenhæng med min fars død, min manglende reaktion dengang, og mine fysiske smerter. Jeg havde aldrig kunnet huske min barndom, men der begyndte at dukke uforståelige erindringer op. F.eks. var det mærkeligt, at jeg, som var fars øjesten, ikke fældede en eneste tåre, da han døde.

Jeg fik tanken, at hypnoterapi kunne afdække noget af det, jeg ikke kunne huske og at det ville kunne bedre eller endda helbrede min hovedpine. Efter 3 gange hos en dygtig terapeut forsvandt min hovedpine, så der var en sammenhæng. Noget som min neurolog, psykiatere og hovedpinespecialist fuldkommen havde afvist. Til gengæld blev der åbnet for alle fortrængningerne og fortidens overgreb og traumer kom frem i bevidstheden. Mit fastfrosne nervesystem begyndte at tø op og jeg begyndte en lang proces med at komme i kontakt med mig selv og få skabt forbindelse mellem krop, sind, psyke og sjæl.

Traumerne afskar mig fra at være i kontakt med mig selv, min omverden og selv mine egne børn. Nu indgår jeg i fællesskaber, hvor jeg er i følelsesmæssigt kontakt med andre mennesker og mine børn og jeg har fået et meget bedre forhold.

Jeg har fået det rigtigt godt psykisk og følelsesmæssigt, men fysisk er jeg ikke på plads i min krop endnu. Jeg mangler energi og vitalitet, men jeg arbejder for at få den del af mig selv med og er sikker på, at det nok skal komme.

For mig er helingsprocessen blevet en åndelig udviklingsrejse. Et perspektiv der giver dyb mening for mig og som er essensen i mit liv.