Synlighedsdagen 2015

Mange ved måske ikke, at Landsforeningen Spor indtil 2011 hed Synlighedsdagen. Ved den stiftende generalforsamling i 2008 tog foreningen navn efter temadagen, fordi foreningens eneste formål var at synliggøre senfølger af seksuelle overgreb ved at føre Synlighedsdagen i København videre og bringe den ud i flere byer.

Synlighedsdagen er stadig Spors flagskib, selvom der er kommet mange flere arrangementer og aktiviteter til med årene.

Vi håber, at mange vil deltage i en temadag et sted i landet: København, Aarhus, Odense, Aalborg, Kolding, Aabenraa og Næstved.

Vi ved, at det kan være en stor overvindelse at komme første gang og at det slet ikke er noget for alle! Vi, der har arrangeret Synlighedsdagen i år, har selv engang måtte tage mod til os og deltage for første gang. Det kan værerart at vide, at man kan komme og gå som man vil gennem dagen. Kom til ét eller to oplæg – eller bliv der hele dagen. Det vigtigste er at mærke efter, hvad der er godt og rigtigt for én selv.

Alle programmer og adresser kan ses på www.synlighedsdagen.dk

Kroppen husker – hvor tidligt kan man få senfølger?

Det er Aabenraa der lægger ud, når Sønderjysk Spor og Aabenraa Selvhjælp inviterer til Synlighedsdagen i
seminariets auditorium mandag den 14. september 2015 kl. 15 – 18. Men kom gerne i god tid, for der bydes på sønderjysk kaffebord fra kl. 14.30.

Under overskriften “En vej ud af overgrebenes skygge” fortæller Michael sin historie med særligt fokus på de fysiske og psykiske symptomer, han har haft som følge af overgrebene og om den behandling, der har hjulpet ham til et liv, hvor senfølgerne fylder stadigt mindre.

Line Rotenberg, psykoterapeut MPF, fortæller om traumeforløsende kropsarbejde, hvad der sker der i kroppen, når et menneske udsættes for seksuelle overgreb, hvilken indflydelse disse traumer får senere i livet, og hvordan traumeenergien kan forløses.

Skam

I Kolding holdes Synlighedsdagen i år i auditoriet på Kolding Kommune Uddannelsescenter, 10 minutters gang fra Kolding Station.

Temaet er “Skam”. Der er en personlig beretning når en kvinde taler under overskriften “Med skammen som
følgesvend”. Derudover er der oplæg af Lars J. Sørensen, cand.psych. og forfatter til bl.a. bøgerne ‘Smertegrænsen’ og ‘Skam – når skam fører til sjælemord’.

Lars J. Sørensen skriver: Generelt er både skam og skyld nødvendige socialiseringsfølelser og de nævnes ofte sammen, men forskellene er større end lighederne. Den psykiske smerte ved skam er langt dens største og mest invaliderende men overses alligevel ofte. Skadevirkningerne af ikke-erkendt skam kan være den største enkeltfaktor bag psykisk sygdom og være afgørende for utilstrækkelig psykoterapi. Skam er imidlertid en skjult følelse, der typisk forværres ved omtale og bevidstgørelse.

Senfølger for drenge og mænd efter seksuelle overgreb

Synlighedsdagen i Aarhus – Fredag den 18. september kl. 10 – 15

“Er jeg et rigtigt menneske? Er jeg en rigtig mand? Manderollen føltes forkert, som et sæt tøj der var alt for stort. Det var umuligt at gennemskue hvordan klæderne skulle tages på, for jeg vidste ikke hvordan
man gjorde. Fortiden hang om halsen som et åg, som et anker der gjorde fremdrift umulig.”

Ikke god nok, ulækker, beskidt, frastødende, dum, grim og uduelig.Ordene klistrede sig fast, blev til min indre stemme, til min indre dommer. Det var umuligt at slippe væk, jeg bar nemlig selv hele koret af kritikere i min favn.

En arbejdsulykke ændrede alt. Ideen om hvem jeg var, blev slået i tusind stykker. Illusionen faldt til
jorden og det menneske som altid havde boet i skjul, under min hud, trådte frem og mødte verden.
Misbrug, svigt og vold var ikke den jeg var, det var steder jeg havde været. Jeg skulle dø før jeg blev
levende, forsvinde før jeg blev fundet.”

Ordene er Lasse Løagers. Han og Kurt Kyed, forfatter til bogen ‘Barndomsnatten i dagens lys’, er
oplægsholdere, når der inviteres til Synlighedsdagen i Aarhus med temaet ‘Senfølger for drenge og
mænd efter seksuelle overgreb’. Temadagen holdes i Dokk1 som ligger ved Aarhus Havn, hvor Kurt
Kyed også udstiller egne værker i forbindelse med Synlighedsdagen.

På programmet er psykoterapeut MPF Lone Lyager, som er en af landets største kapaciteter indenfor
behandling af mænd med senfølger af seksuelle overgreb og medforfatter til bogen ‘At bestige bjerge –
gruppeterapi for seksuelt misbrugte mænd’. Lisbeth Høstgaard Møller, Psykoterapeut MPF og leder for
Kvisten Viborg slutter dagen af med at fortælle om Kvisten Viborgs opsøgende indsats for seksuelt
misbrugte mænd.

10 år med synliggørelse

Synlighedsdagen i København – Lørdag den 19. september kl. 10 – 16.30

Der er lagt op til en stor dag, når Synlighedsdagen i København fejrer 10 års jubilæum! Der er blevet sammensat et program, hvor  der både gennem oplæg, performance og workshops sætter fokus på senfølger efter seksuelle overgreb, tabuisering og synliggørelse. Alt for mange er alene med problemerne, der ofte er skamfulde og usynlige. Hvorfor er det så svært at tale om senfølger og hvad kan vi gøre for, at det bliver muligt? Hvordan finder vi sammen med ligesindede, hvis vi er usynlige? Vi håber mange vil være med til at debattere disse o.a. spørgsmål på Synlighedsdagen.

Efter åbningstalen af Karin Dyhr er der to personlige beretninger på programmet. Helle Borrowman,
den ene af de to formænd i Spor, lægger ud med en tilrettet udgave af oplægget hun holdt ved Nordisk
Ministerråds konference i Grønland tidligere på året. Derefter fortæller oplægsholderen Nynne om sin
egen proces med op- og nedture og om, hvordan hun som foredragsholder har fundet frem til en styrke
i og med at hendes historie har betydning for andre.

Vi ser rigtig meget frem til indslaget ‘Dagbog – Fortællinger af Lissi Sys Kronborg’. Forestillingen er et
resultatet af et idésamarbejde mellem Lissi Sys Kronborg, Marian Bridget Connolly og Charlotte Munck,
som har instrueret.

Som noget helt nyt er der i år fire workshops. Jubilæet rundes af med et afslutningsevent, hvor man
bl.a. kan høre John Lansner og Matthew McVarish opfører to af John Lansners sange.
Husk at man er velkommen til at komme og gå i løbet af dagen.

Synlighedsdagen i Odense – Torsdag den 24. september kl. 13 – 16

Auditoriet ved Psykiatrisk Afdeling Odense på Odense Universitetshospital, danner rammen om Synlighedsdagen i Odense På programmet tages begrebet ‘resiliens’ op når aut. psykolog Marian
Bridget Connolly og Rikke fra Spor holder et oplæg om menneskers evne til at mestre svære livsomstændigheder bl.a. via barnets og den voksnes kreativitet. Oplægget veksler mellem teori og Rikkes
personlige erfaringer.
I Odense kan du også høre et oplæg om skam af Lars J. Sørensen, cand.psych. og forfatter til bogen ‘Skam – Når skam fører til sjælemord’.

Vi har i krop og nervesystem en medfødt skam, der er sund og hensigtsmæssig. Skam er knyttet til
selvet, så samtidig med at vi lærer verden at kende, dannes også vores selvforståelse. Forkrøbles vores
selvforståelse som følge af omsorgssvigt, kan det føre til en skambaseret personlighed med lavt
selvværd og forkerthedsfølelse til følge.

Sidst på dagen fortæller Helle Borrowman, den ene af Spors to formænd, om Landsforeningen Spor.
Det vil være muligt at skrive sig på en mailliste, hvis man ønsker at være med til at etablere en
lokalafdeling – Fyns Spor.

Relationer og senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen

Synlighedsdagen i Aalborg – Lørdag den 26. september kl. 10 – 16

En lang række spændende oplægsholdere lægger vejen forbi, når Nordjysk Spor inviterer til Synlighedsdagen, som afholdes i auditoriet på Sygehus Syd.

Når man har været udsat for seksuelle overgreb, brydes den basale tillid og derved påvirkes tilknytningsevnen. Det bliver ofte svært at skabe, opretholde og udvikle sunde relationer til andre mennesker. Mange har problemer med at have andre mennesker tæt på sig, hvad enten det er fysisk eller følelsesmæssigt.

Temaet ‘Relationer og senfølger’ belyses i løbet af dagen fra forskellige vinkler. Fagligt er der oplæg af
psykolog Lea Treebak Jensen, som tager emnet seksualitet op under overskriften ‘At finde lysten til at
elske på trods af’ og psykoterapeut MPF, Mary á Argjaboda, fortæller om traumer og
tilknytningstraumer.

Kurt Kyed og brugerlærer deler egne oplevelser om hverdagens udfordringer i relationer. Charlotte
fortæller om ‘Tryghed, tålmodighed og kærlige skub’ og Anja beretter om at vokse op i en
dysfunktionel familie og de udfordringer, det har medført – ikke mindst i forhold til at danne varige og
sunde relationer.

Synlighedsdagen i Næstved – Onsdag den 14. oktober kl. 15 – 19

Der er både lokale oplægsholdere og oplægsholdere fra Spor, når vi for første gang nogensinde inviterer til Synlighedsdagen i Frivilligcenter Næstved.

Programmet er sammensat, så forskellige aspekter af senfølger efter seksuelle overgreb belyses: ‘Når selvværdet rammes’ er overskriften for psykoterapeut Birte Kendels oplæg og det efterfølges af to personlige beretninger: ‘Vejen til heling’ og ‘Livet med senfølger’. Efter middagen, som kan købes i caféen, fortæller Helle Borrowman, den ene af Spors to formænd, og psykolog og bestyrelsesmedlem Marian Bridget Connolly, om Landsforeningen Spor. Det vil være muligt at skrive sig på en mailliste hvis man ønsker at være med til at etablere en lokalafdeling.