Fysisk sygdom

Truslen mod kroppen er direkte, fysisk og konkret. For nogle handler det om liv og død og det er ikke alle, der overlever overgrebene. Andre har ar og fysiske skader i f.eks. underliv, kønsdele og tarmsystem fra overgrebet. For atter andre følger sygdommene senere i livet.

Et barn, der udsættes for overgreb, kan hverken kæmpe eller flygte, så det bliver paralyseret og lammet. Alle de følelser, der er i situationen, bliver lagret sammen med traumeenergien i kroppens celler – primært i nervesystem og muskler. Samtidigt kan bevidstheden koble ud, så barnet ‘forsvinder’ – dette kaldes dissociering. Det kan være den mekanisme, der redder barnet fra at miste forstanden, men den har store omkostninger. Efterfølgende kan den give følelsen af at være fremmedgjort, være ‘ved siden af sig selv’, ‘være tilskuer til sit eget liv’, mangle noget af sig selv. Det kan gøre kontakten til andre mennesker meget svær.

Et barns nervesystem er skrøbeligt og når det bliver overbelastet og låst fast i en konstant stresstilstand, skaber det problemer både fysisk, psykisk, følelsesmæssigt og socialt. Barnets indre virkelighed er et pinefuldt kaos, som det må bære alene – og samtidigt skal det prøve at holde sammen på sig selv og fungere i en ydre hverdag sammen med andre mennesker og lade som om, at alt er i orden.

Traumeenergien og den vedvarende overbelastning forsvinder ikke af sig selv – heller ikke når barnet bliver voksent. Nervesystemet er så at sige kortsluttet og det skaber ravage i hele organismen og det kan bl.a. resultere i kronisk PTSD, migræne, træthedssyndrom, vedvarende kæbe- og tandproblemer samt kognitive problemer, hvor særlig hukommelse og koncentrationsevnen kan være skadet. Kræft er en anden uudforsket senfølge, som voldsofre generelt er i større risiko for at udvikle.

Kroppens konstante alarmberedskab og andre faktorer knyttet til traumet, kan mange år senere resultere i kroniske sygdomme såsom f.eks. irritabel tyktarm og andre tarmsygdomme, hjerte/kar-sygdom, højt blodtryk, apopleksi, Alzheimer m.fl.

I det hele taget er såkaldte ‘livsstilssygdomme’ typiske senfølger: type 2-diabetes, KOL, knogleskørhed, depression, stofmisbrug og afhængighed, overvægt, hofteslidgigt, HIV/AIDS.

De såkaldte ‘funktionelle lidelser’, neurologiske og hormonelle lidelser som f.eks. fibromyalgi, stofskifteproblemer, Trigeminusneuralgi, tinnitus, migræne og Hortons Hovedpine kan være et resultatet af vedvarende højstress.

Der findes forskellige terapiformer, bl.a. decideret choktraumeterapi (SE-terapi), hvor der arbejdes med kroppen, så den langsomt kan slippe traumeenergien. Derved sænkes organismens generelle stressniveau og det påvirker hele mennesket – også dets tanker og følelser.

Desværre er SE-terapi ikke tilskudsberettiget. Nogle psykologer har en efteruddannelse som SE-terapeut, så hvis psykologen har overenskomst med sygesikringen, kan man få tilskud gennem Sygesikringsordningen. På SE-foreningens hjemmeside kan ses en fortegnelse over terapeuter, hvor det også fremgår, om de er psykologer og har overenskomst.

Anne og Lissi beskriver fysisk sygdom som en af deres senfølger.

Andre senfølger

Angst og depressionMisbrugProstitutionSpiseforstyrrelserTilknytningsproblemerSygemeldingGrænseløshedSeksualitetsforstyrrelserSelvmordstanker m.m.

Hvordan barnets mestringsstrategier bliver den voksnes senfølger, kan du læse mere om her.