Hvad er senfølger?

Et barn, der bliver udsat for seksuelle krænkelser, får varige mén, hvis det ikke får hjælp. Senfølgerne kan ikke blot være menneskeligt invaliderende, men også give betydelige samfundsøkonomiske omkostninger.

Hvis overgrebet ikke håndteres og bearbejdes, vil det sætte vedvarende spor og påvirke kroppen, sindet, følelseslivet, relationerne og mulighederne for at finde fodfæste i voksenlivet.

Overgrebets seksuelle karakter kortslutter nervesystemet og forvolder skade på selve tilværelsens DNA: Evnen til at indgå i relationer til andre mennesker og opleve mening og identitet som menneske.

Senfølger af seksuelle overgreb i barndommen er synlige symptomer på et usynligt traume og indgribende i den voksnes tilværelse på forskellige områder samtidigt. For eksempel:

Fysisk sygdomAngst og depressionMisbrugProstitutionSpiseforstyrrelserTilknytningsproblemerSygemeldingGrænseløshedSeksualitetsforstyrrelserSelvmordstanker m.fl.

Barnets mestringsstrategier – den voksnes senfølger

Når et barn udsættes for seksuelt misbrug, gør barnet, hvad det kan for at beskytte sig selv mod overgrebet. Det kan f.eks. være, at barnet påtager sig ansvaret for krænkelsen for at kunne bevare tilliden til den voksne. Eller barnet dissocierer d.v.s., at bevidstheden spaltes i fragmenter. På den måde søger barnet bevidsthedsmæssigt at indkapsle den traumatiske hændelse, så traumet isoleres fra resten af barnets verden. Barnet overlever således ved at udvikle strategier til at mestre traumet og fastholde mening og håb på trods af overgreb.

Strategierne kan ses som en overlevelsesmekanisme – det er barnets egen aktive og meningsfulde måde at håndtere et traume. Men når barnet bliver voksen, kan barndommens mestringsstrategier få negative konsekvenser for den voksnes liv: Barnets mestring – den voksnes senfølger. Senfølger er psykiske, fysiske, følelsesmæssige og sociale problemer, der gør livet svært og medfører en forringet livskvalitet.

senfølger?

Mødet med behandlingssystemet og det sociale system

I behandlingssystemet er der en tilbøjelighed til at opfatte krop og psyke som adskilte. Derfor kan det være svært at forholde sig til senfølger af seksuelle overgreb, hvor det ofte er nogle meget komplekse symptombilleder, der både kan have fysisk, psykisk, følelsesmæssig og social karakter (se for eksempel Vibekes portræt).

Selvom alle symptomerne hos en person måske kan føres tilbage til seksuelle overgreb i barndommen, er der en tendens både i behandlingssystemet og i det sociale system til hverken at se eller behandle symptomerne i en helhed eller koble symptomerne til en bagvedliggende årsag (se for eksempel Helenes portræt).

De ‘uhensigtsmæssige’ symptomer er ofte grunden til, at den voksne med senfølger kommer i kontakt med behandlingssystemet eller det sociale system. Ofte bliver fokus ved med at være på symptomerne og der iværksættes behandling og andre tiltag, der har til hensigt at fjerne symptomet uden, at der gøres noget ved årsagen (se for eksempel Kurts portræt).

Hvis ikke der også tages fat i årsagen, kan senfølger af seksuelle overgreb fortsætte med at give problemer i den voksnes liv – også selv om den voksne med senfølger gennemgår ét eller flere behandlingsforløb (se for eksempel Jans portræt).

Social arv

En forudsætning for, at der kan foregå seksuelle overgreb på børn og at disse ikke opdages, er at et nærmere bestemt dysfunktionelt mønster med nogle definerede grænseproblematikker er til stede i familien. Man kan sige, at dette mønster udgør den negative sociale arv.

Det dysfunktionelle mønster er universelt og findes i alle kulturer og alle samfundslag. Det er således ikke forbeholdt udsatte familier, men familier i de højere sociale lag har bedre mulighed for at camouflere dysfunktionen og overgrebene.

I kommunerne er det blandt andet socialrådgivernes opgave at tage imod indberetninger og spotte de børn, der er udsatte, men de ser typisk ikke  professorens, psykiaterens, politikerens, borgmesterens eller direktørens børn, for de kommer ikke ind i det kommunale system. Det betyder ikke, at overgreb ikke også finder sted i disse hjem, men det er bare væsentligt sværere at opdage, blandt andet fordi de naboer, pædagoger, lærere eller sundhedspersonale, der er i kontakt med familierne ikke ved, hvad de skal kigge efter, men givetvis også fordi de ikke ved, hvad de skal gøre ved det, hvis de får en mistanke.

Behandling af senfølger er både mulig og nødvendig. Ikke mindst vil det være en væsentlig del af forebyggelsen, så færre børn bliver ramt i fremtiden. Dette hænger sammen med, at mange voksne, der er vokset op i dysfunktionelle familier, ikke har fået de nødvendige forudsætninger for at udvikle en forældreevne. De kan have svært ved at tolke eller forstå deres barns signaler, grænser, følelser og behov. Det kan også være, at den senfølgeramte har udviklet et misbrug eller en psykisk lidelse, der vil præge barnets opvækst og udvikling uheldigt. På den måde kan traumerne og de dysfunktionelle mønstre blive ført videre til næste generation. Ikke forstået sådan, at det vil ske, men der er en meget stor risiko for, at det kan ske, hvis ikke den voksne med senfølger får hjælp og behandling.

Jo tidligere ofre for seksuelle overgreb får hjælp og behandling, jo bedre udviklingsmuligheder vil de have.