Michael

Michael er 40'erne og bor på Fyn

Der blev begået overgreb mod mig, fra jeg var 12 år. Han var blevet en ven af familien og brugte så den autoritet til at forgribe sig på mig. Han havde set et barn, der fungerede dårligt. Jeg var et nemt offer, fordi jeg kom fra et dysfunktionelt familliemønster. Jeg har fortrængt det for at overleve. Men jeg forestiller mig, det er foregået over et par år. Jeg plejer gerne at sige, at det her med hvor mange gange, det udtaler jeg mig ikke om. Ud over, at jeg ikke kan huske det nøjagtigt, så er det lige slemt, om det er sket én eller 1000 gange

I en lang årrække fra jeg var omkring 20, til jeg blev 30, var jeg ramt af depressioner, fungerede skidt og havde det ikke ret godt. Mistrivedes simpelthen. Og ensomheden over ikke at kunne være som mine andre jævnaldrende var ved at tage modet fra mig

I barndommen trak jeg mig meget ind i mig selv. Jeg har tilbragt rigtig mange timer i skoven. Fordi jeg var trist. Og fordi der ikke var andre, der skulle se, at jeg var trist. Fordi jeg ikke skulle røbe min hemmelighed. I skoven kunne jeg få afløb for det hele. Og ligesom blive ladet op, til jeg skulle retur og få en ny portion skidt og skrammel, som jeg skulle tage imod. På det tidspunkt mødte jeg også et ældre ægtepar, som var indre-missionske. De bad bønner, så ikke fjernsyn, gik i kirke og sådan noget. De tog mig indimellem under deres vinger og tog mig med i kirken. En tid begyndte jeg også at komme meget i kirken. Jeg begyndte at interessere mig for det. Her oplevede jeg mennesker, der kunne rumme mig og jeg fandt ro i kirken.

Jeg har haft det så skidt, at det er et under, jeg sidder her i dag. Det mest sandsynlige er, at jeg enten ikke havde været her, eller at jeg havde siddet nede på gaden.

Det, der har fyldt mest, har været min viljestyrke. At jeg ikke ville ende ligesom min far. Et eller andet sted har min far nok givet mig noget med alligevel. Jeg har nogle gange haft det sådan, at nej, jeg skal fandeme vise ham, at jeg kan! Jeg synes, han var et fjols, så jeg skulle ikke ende som ham.

I dag er jeg færdigbehandlet. Forstået på den måde, at det er nogle andre problematikker, der fylder nu. Jeg plejer gerne at sige, at da jeg blev behandlet, var jeg alene. Der lærte de mig at tackle den situation. Og jeg fik det jo rigtig godt. Mit største ønske var, at jeg gerne ville have en kæreste. Jeg ville gerne have en familie. Og i og med at jeg fik det så godt, så kan man jo sige, at behandlingen lykkedes. I dag er jeg forlovet. Vi skal giftes og har hus, og det er jo fantastisk.

Men så er der jo selvfølgelig nogle andre problematikker, der er dukket op. Det er ikke kun mig selv, der er herre over mit eget liv. Jeg har en anden, som jeg skal prøve at involvere i mit liv også. Og det kan nogle gange være svært. Nu har jeg lært at tackle mine egne problemer. Og så skal jeg ligesom ud over det også. Jeg er måske på overarbejde. Fordi jeg hele tiden forsøger at holde mit nervesystem nede, så jeg kan holde ud at være i det, og sådan vil det nok altid være.

Jeg har ikke været vant til, at der var nogen, der ville mig det godt. Og så er det svært bare at give sig hen og sige: ”Hun skrider ikke. Hun vil mig det godt. For ellers var hun jo gået”. Jeg bliver nemt stresset og kan ikke lide situationer, hvor jeg ikke har kontrol. Det er jeg ved at lære mig selv at kunne håndtere bedre nu, og i kraft af mit fleksjob har jeg i dag heldigvis tiden og roen til det.